Jorden rundt med 2K

I mange år har vi, Karen Margrethe og Niels drømt om på en eller anden måde at besøge Fransk Polynesien. Da Kaia og Kjell tilbød os at sejle med dem på 2K, var vi ikke længe om at beslutte os, og sige ja tak.

Det er en lang rejse fra Danmark og ud midt i Stillehavet, så vi valgte at slå 2 fluer med et smæk og lægge et besøg i New Zealand ind i samme program, når vi nu var på de kanter. Vi bestilte billetter, og rejsen blev på først 2 uger i New Zealand efterfulgt af 5 ugers ferie på 2 K i Fransk Polynesien.

Vi ankom til Tahiti fra NZ d.5 februar, og efter en nat på hotel fløj vi ud til Atollen Fakarava som ligger godt en times flyvning nord øst for Tahiti. Her stod Kaia og ventede på os med flotte blomsterkranse, som er tradition på disse kanter.

Fakarava er den næst største Atol i Tuamuto øerne, som består af 78 andre Atoller. Tuamuto øerne dækker et areal på ca. 800.000 km2, eller hvad der svarer til Vest Europa, og her bor ca. 17.000 indbyggere. På Fakarava bor der 840 indbyggere hvor hovedparten bor i byen Rotoava i den nordlige del af øen. Her ligger også flyvepladsen som har forbindelse til Tahiti 3 gange om ugen.

Selv om Tuamuto Øerne ligger langt fra alting, og at der ikke bor ret mange mennesker, så er øerne dækket godt ind med flyforbindelser til Tahiti. Der kommer forsyningsskibe hver uge med fødevarer og andre varer borgerne efterspørger. Det er også muligt at bestille varer på nettet og få dem leveret med fly.

Kaia havde hyret en taxi til at køre os igennem byen og ud til hvor båden lå for anker. Et kald i radioen, og Kjells sejlende taxi kom og hentede os ud til 2K, som skulle være vores base de næste 5 uger.

Vi fik os installeret på båden, og fik pakket ud. Kjell fik det store smil frem da vi pakkede 3 liter Caribisk Rom og 1 liter Gin ud. Det blev hurtigt omsat til en Sun downer, som senere skulle vise sig at blive en daglig tradition. Det er jo svært at sige nej til.

Vi vågnede tidligt om morgenen efter en varm nat, her er ikke behov for uldne klæder, lige som dynen skal holdes langt væk.

De første dage blev brugt i og omkring båden, med masser af svømning, og ture i land for at se på området.

Vi lejede cykler for at komme rundt i området, hvor vi bla. besøgte en perlefarmer hvor pigerne fik købt ind til souvenirs.

Vi var også en tur forbi den lille men meget flotte kirke, her var al udsmykning lavet af lokale ting som østersskaller, snegle og kæmpe muslinger skaller. Magasin blev også besøgt for at købe forsyninger.

Efter et par dage sejlede vi syd på for at komme ned til syd passet. Syd passet er berømt som et af verdens allerbedste dykkerspots, så vi havde store forventninger til dette sted. Vi brugte et par dage på at nå derned, og undervejs lagde vi ind langs kysten og kiggede på området. Specielt i det sydøstligste hjørne af atollen lå vi for anker et par dage, både fordi her var læ, men også fordi her lå andre både som Kaia og Kjells venner sejlede med. Vi mødtes flere gange hvor vi gik på land, samlede skaller og andre eksotiske ting eller plukkede kokos nødder. Vi gik også en tur over atollen og ud på Stillehavs siden af atollen for at samle ting på revet. Her så vi tydelig forskellen på at være på ydersiden hvor de store bølger piskede ind over revet, og på indersiden hvor vandet var helt stille.

Da vi ankom til syd passet sammen med sejlervennerne, kastede vi anker og fandt snorkel udstyret frem, og sejlede ud til udmundingen i passet for at drive med strømmen ind i lagunen igen. Her mødte vi en verden i særklasse. Vi så de smukkeste koraler i alle mulige farver og former. Der var koraler overalt, lige så langt øjet rakte, og hele vejen ind igennem passet og langt ind i lagunen. Vi så fisk i alle farver og størrelser, fra helt små til de større hajer og Napoleons fisk.

Vi hoppede i vandet da strømmen vendte fra udadgående til indadgående, så vi kunne bare ligge i vandet, og lade strømmen føre os afsted, imens vi nød det flotte syn under os. Aldrig har vi set så mange hajer og fisk, eller smukke koraler.

Til aften sejlede vi hjem hvor de andres både lå. Næste dag var pigerne på land for at se hvordan en lokal kvinde flettede hatte, tasker og andet af kokosblade. Pigerne kom hjem fulde af begejstring, og ville have at vi mænd skulle med ind og besøge den lokale dame, bare for at se hvordan hun boede. Vi hoppede alle i dingien(gummibåden) og sejlede ind til land.

Vi gik hen til den lokale dames hus, hvor Kaia på Fransk fortale om os, og gav hende en franskbrød, nogle klæder og et par nye klip klapper, idet Kaia havde set at hendes klipklapper var gået i stykker. Damen blev glad.

 

Kjell kiggede på hendes solcelle anlæg, og målte på batterierne, for at finde ud af at de ikke duede.

Vi andre kiggede rundt på huset og omgivelserne. Hun havde ingen strøm indlagt, kun lidt lys når solen skinnede fordi batterierne var kaput. Huset var meget minimalistisk, men hun var glad og tilfreds. Det var generelt kendetegnende for alle indbyggerne.

Dagen efter sejlede vi igen tilbage til syd passet for at kigge nærmere på alt det smukke under havet. Her brugte vi de næste dage til at dykke og snorkle i eller omkring passet. Vi fik masser af fantastiske oplevelser og spændende billeder med os hjem.

 

Efter nogle dage sejlede vi nordpå for at sejle videre til nabo atollen Toau, som lå nogle timers sejlads nord for Fakarava. På vej ind mod passet blev vi mødt af en stor flok delfiner, og i samme øjeblik fangede vi en gulfinnet tun, så der var pludselig meget at se på. Vi fik renset og fileteret tunen. Jeg foreslog Kjell, at vi sejlede et par hundrede meter væk i dingien fra vores ankerplads og kastede det i havet. Jeg ville se hvor længe der gik før hajerne ville dukke op. Jeg sad med mit go pro kamera på selfi stang, og filmede under vandet, og efter godt et minut kom den første haj og begyndte at æde af fiskeskroget. Inden der var gået et halvt minut var der syv sultne grå hajer som kæmpede om det vi kastede ud til dem. Jeg fik nogle fantastiske billeder, men ingen af os turde bade i vandet resten af dagen.

De næste dage brugte vi på land som var ubeboet, her samlede vi kokosnødder og fik basten taget af dem, det er hårdt og varmt arbejde, så vi måtte ind i mellem køle os i vandet. Vi kiggede også på forholdene under vandet, men når man har været i syd passet på Fakarava, så blegner alt andet, for intet kan måle sig med syd passets oplevelser.

Efter et par dage sejlede vi igen videre, denne gang sejlede vi over til nordsiden af samme atol, hvor der var en lille lagune hvor vi kunne ligge nogle få både, men fuldstændig i læ, og i smukke omgivelser. Her kunne vi fortøje os til en bøje, men hvis ikke man ville betale den lokale familie som ejede bøjerne, skulle man spise eller bestille mad hos dem. Vi bestilte sammen med et par venner 3 hummere som de skulle koge til os. Vi sejlede ind til land for at hente hummerne, og her så vi hvordan Gaston fangede hummerne og hvordan han kogte dem. Imens gryden kom i kog viste han os hvordan han tog basten af kokosnødder, og vi gik omkring og så på deres bedrift. Her gik grise som han fodrede med halve kokosnødder, her var bistader til deres honning, lige som han samlede kokosnødder som han brugte til at lave copra af.

Copra er kokossen som de tørrer og sælger for 1,4$ pr kilo (der skal 4 kokosnødder til 1 kg cobra). Gaston fortalte at han producerede ca. 2 tons cobra om året, som han sejlede til Fakarava hvorfra det blev udskibet.
Imens vi venter på at hummerne bliver færdige, kommer der en tam fregatfugl flyvende. Gaston henter en fisk som han stopper i halsen på Fregatfuglen imens den sidder på hans arm. Vi sejlede tilbage med de varme hummere, og fik os et dejligt måltid til aftens mad.

Næste dag skulle igen videre på vores tur, men inden vi lettede anker sejlede Karen og jeg i land fordi vi var inviteret i kirke hos Familien, som i går kogte hummere til os. De er meget religiøse, og har bygget deres egen kirke på deres egen grund. Her sad vi så, 2 danskere og Gaston og hans kone. Salmerne de sang var franske og polynesiske, så vi kunne ikke synge med. Det var konen som stod for prædiken, og hun kunne så meget engelsk, at vi kunne følge rimeligt med. Hun gav os hver en bibel på engelsk, og bad mig læse et kapitel, men jeg anede ikke hvordan man slog op i en bibel, og hvordan jeg skulle finde det kapitel hun bad mig læse. Jamen går I ikke i kirke? Læser I ikke i biblen? I bør læse i biblen hver dag, det er vigtigt. Jo, vi fik læst og påskrevet, og følte os ret dumme på kristendommen. Heldigvis kom Kaia os til undsætning, da hun hentede os, for ellers var vi nok stadig i forhør hos kvinden.

Vi sejlede videre til atollen Rangiroa, hvor vi havde omkring et døgns sejlads til. Vinden var der ikke meget af, så forskellige sejlføringer blev prøvet for at få den bedste fart.

Rangiroa er den største af Atollerne i Fransk Polynesien, og samtidig den anden største Atol i verden. Atol ringen er 230 km lang, og der er 80 km fra nord til syd, og 35 km fra øst til vest siden. Rangiroa er hovedøen i Tuamuto Atolkæden og her fra administreres området med kommune, skole, læge og et lille sygehus. Der bor ca. 2400 indbyggere som hovedsageligt bor i byen Avatoru.
Det var tydeligt at her boede flere folk, butikkerne var større og flere, lige som antallet af biler og scootere tydeligt fyldte mere i gadebilledet end det vi tidligere havde set. Men der var stadig den samme gæstfrihed som på de tidligere Atoller vi besøgte. Alle hilser på alle og typisk på polynesisk  «Ia ora na». Her var ligeledes meget større turist aktivitet med arrangerede snorkel og dykkerture, lige som der lå ferie ressorts langs stranden.
Sidst på dagen sejlede i tilbage mod passet, hvor vi snorklede og nød de flotte koraler og fisk. Her havde man sat skilte om under vandet hvor man på både engelsk og fransk kunne læse om koraler og fisk.

Allerede næste dag efter at vi havde provianteret sejlede vi videre til vest siden af Atollen, en tur på ca 3,5 time, til et sted som kaldes Ile au Recif. Det var et meget specielt område, hvor kysten mod havet nærmest bestod af forrevede lava formationer, men samtidig var det nærmest det tætteste vi kom på Bounty Island.

Vi nød et par dage i dette smukke område, hvorefter vi igen sejlede tilbage til Byen på Rangiroa. Vi snorklede og dykkede igen i passet, men havde også et par dage hvor det både blæste og regnede. Godt vi havde nogle bøger, for ellers ville tiden blive meget lang. En eftermiddag sejlede Karen og jeg i land med dinghien og lejede et par cykler og kørte fra den ene ende af vejen til den anden, ca 5-6 km hver vej. Vi måtte søge ly for regnen nogle gange, men vi oplevede en lang by med overraskende mange butikker, samt mange flotte huse. De som bor på en Atol er ret privilegeret medhensyn til havudsigt, for hvis vejen ligger midt på Atollen, ligger der en række huse på hver side, som alle har jord ned til vandet. Disse grunde ville have kostet millioner i Europa, men her ude tror jeg ikke de lokale tænker på det på den måde.

Næste morgen sejlede vi videre til nabo Atollen Tikehau, her havde vi hørt at man kunne se Manta Rays, og vi ville meget gerne opleve disse prægtige dyr. Sejlturen var en af de vilde, vi kom virkelig ud i de store bølger, og blev rusket godt igennem, dog uden at vi blev søsyge. Sejlturen tog 7 timer, og vi kastede anker lige inden for passet på nordsiden af Atollen, for her var der mest læ for vinden.

Næste morgen sejlede vi sydpå, til det område vi havde fået oplyst, men vi så ingen Manta rays. Vi sejlede ind til byen, og gik på opdagelse i den lille by. Det viste sig at være den fineste by vi havde set på de atoller vi havde besøgt. Haverne var var meget mere velholdte og med mange flere forskellige planter end andre steder. Vi besluttede at blive endnu en dag, for at se om vi kunne være heldige næste morgen, vi havde fået at vide af de lokale at vi skulle være tidligere ude. Så vi stod tidlig op, og sejlede ud til den lille Ø hvor Manta Rayene formodes at ville komme. De kaldte stedet for Cleaning stations, for her kom dyrene og blev renset i mund og bug af andre fisk. Vi sejlede rundt i Dingien, og spottede hurtigt skyggen af noget stort under vandet. Vi sprang i vandet, og svømmede kun et par minutter før den store kæmpe fisk af en Manta Ray dukkede op. Vandet var uklart, men vi kunne stadig tydelig se dyret. Vi fik nogle okay billeder imens den svømmede rundt uden at tage det mindste notits af at vi svømmede bare et par meter over dets hoved.

Da Manta Rayen svømmede væk, sejlede vi tilbage til 2K, for at sætte kursen mod Tahiti og nabo øen Mooroa som lå 1,5 dags sejlads væk. Det blev en dejlig stille sejltur, først med sejl, men den sidste halvdel af turen blev for motor, for vinden døde helt. Havet var igen blevet stille, og vi vuggede bare afsted på nogle store dønninger.

Vi ankom til Moorea midt på dagen, og kastede anker i Cooks Bay hvor vi besøgte butikken og fik handlet ind. Det var tydeligt at vi nu var kommet til et sted med mange mennesker, for udvalget i butikken var meget større end det vi oplevede på Atollerne. Efter indkøb sejlede vi videre til næste bugt som hed Opunuhu Bay, hvor vi kastede anker og blev liggende et par dage. Fra båden kunne vi se biler, høre musik, og se folk bade fra en rigtig badestrand, det har vi ikke set andre steder. Her var også bjerge og en fantastisk frodighet.
Vi svømmede ind til stranden hvor vi fik et helt vestligt indtryk, her løb folk, dyrkede yoga og svømmede i vandet. Der var nærmest en hel park med palmer som skygge samt brusere med fersk vand.
Kaia lokkede os med en til Parero damen. Her lavede pigerne batik sarongs med figurer som illustrerede vore oplevelser på turen.

Vi gik en tur op til en Botanisk have hvor vi oplevede en fantastisk udsigt over bugten, lige som vi så hvordan man dyrker Vanilje. Parero damen var lidt en købmand, hun udlejede værelser på Air bnb, hun tilbød også at vi kunne leje hendes bil hvilket vi takkede ja til den næste dag.

Kaia hentede bilen næste morgen, og vi begav os på tur rundt på øen, og op til et flot udsigtspunkt oppe i bjergene. Frodigheden var overvældende, her groede Ananas, bananer, papajaer, mangoer, avokadoer, passion frugter og meget mere. Vi besøgte Juice fabrikken, hvor de lavede ananas juice da vi besøgte den, andre dage producerede de andre juices, men de lavede også spiritus som vi fik en smags prøve på.

Vi forsatte rundt om øen, for der er kun en vej, og den løber langs kanten af øen, idet der er stejle bjerge midt på øen. Kun enkelte steder gik der side veje væk fra kysten. Vi gjorde holdt nogle steder, enten hvor vi fandt den flotteste udsigt, eller hvor vi kunne bade, eller bare for at få en øl.

Vi havde båden ankret ved siden at Kaia og Kjells venner Lisa og Russ fra USA samt Leslie og Derek fra England, dem havde vi mange gode oplevelser med imens vi var der. Vi var på vandre tur i bjergene en dag, hvor frugt lageret blev fyldt op af Passion frugter, Mangoer, Pompelmo og grønne appelsiner. Vi var også til koncert på Hilton Ferie resortet, hvor de sang og dansede den lokale dans. Vi var også skiftevis inviteret til hinandens båd for at få sun downer, eller sågar spise medbragt aftens mad. Sidste dagen på Moorea var vi ude at se Sting ray, som blev fodret af turistguiderne. Det var specielt at opleve hvordan fiskede svømmede helt hen til os mennesker og nærmest smøg sig rundt om os i håb om at få en lille ansjos.

Alt godt har en ende, og det havde vores ferie også. Vi sejlede den sidste tur ind til Tahiti, hvor vi skulle være de sidste to dage inden vi skulle flyve hjem. Efter at have fortøjret båden stod den på hovedrengøring. Båden var kun blevet til klatvask under ferien hvor vi skulle spare på vandet. Her fik vi vasket og gjort båden ren, så den skinnede som ny, og det måtte vi fejre med en sun downer. Nu oplevede vi pludselig havne og bil støj, det var også et ukendt fænomen for os.

KM og jeg lejede en bil for at se på øen, men også for at have et transport middel til at transportere varer hjem med fra supermarkedet. Nu var det kæmpe butikker, så udvalget var stort som hjemme og det skulle jo benyttes, lagrene på båden var tømt, så der blev slæbt mange poser og kasser ombord på 2K.

Vores køretur rundt om øen, blev en kontrast til det vi tidligere havde oplevet, stilheden var skiftet ud med masser af folk og biler på vejene. Vi gjorde holdt ved nogle grotter og små vandfald, vi fandt også et sted hvor vi kunne bade, men vores indtryk af hovedøen Tahiti, kan slet ikke måle sig med alt det skønne vi har set og oplevet på de andre øer.

Vi har haft 5 fantastisk uger sammen med Kaia og Kjell på 2K, Vi har set og oplevet rigtig meget forskelligt, og det har været en kæmpe oplevelse, som vi vil tænke tilbage på mange gange, dog er denne blog kun en lille del af vore oplevelser. Tak for 5 fantastiske uger Kaia og Kjell, og skulle det vise sig at I ikke kan undvære os, så kan vi måske fristes igen et andet sted. 😁