Jorden rundt med 2K

Vi har været så heldige, at få lov til, at sejle med 2K, Kaia og Kjell i 4 uger fra  . 18. februar til d. 15. marts.
Efter en lang rejse, med fire forskellige fly, stod vi endelig i San Juan, og her vi skulle forsøge at finde båden.

Vi ankom kl. 2 om natten, og blev kørt til marinaen i San Juan, hvor 2K lå til kaj. Da vi ankom til marinaen, tænkte vi at dette her vist var helt forkert. Vi var kommet til en marina kun med store motorsejlere, som bruges til fiskeri af Blue Marlin og lignede fisk, og vi kunne ingen sejlbåde se. Heldigvis længst ude på molen gemte ”lille” 2K sig mellem de store både. Nok er 2K ikke en lille sejlbåd, men i det selskab hvor den nu lå, var den blevet en lillesøster. Selv om det var sent, så var Kaia og Kjell klar til at tage i mod os, og vi blev budt velkommen, og fik både knus og kram, og mad inden vi gik i seng.

Vi blev overrasket da vi kom til Puerto Rico, for selv om det er en Amerikansk provins, så er hovedsproget Spansk, og skiltene er på enten spansk, eller spansk og engelsk. Vi havde ikke undersøgt så meget om øen, for vi troede jo vi skulle sejle videre med det samme, men på grund af for meget vind, fra en forkert retning, måtte vi blive en hel uge, før vinden lagde sig, og bølgerne havde fået en størrelse, så vi amatører kunne ”tåle” at sejle på dem.
Der bor næste 4 mio. indbyggere på Øen, og 1,6 mio. i Hovedstaden San Juan, så det var en større Amerikansk præget hovedstad vi var ankommet til. Marinaen lå i gå afstand til San Juans gamle bydel, så vi gik en tur ind og kiggede på de flotte pastelfarvede huse og fæstningsværkerne som bydelen er kendt for.

Energi havde vi ikke meget af efter den lange flyvetur, så vi fandt hurtigt et vandhul, hvor vi kunne hvile kroppen og få væskebalancen i orden. Da dagen var gået spiste vi middag på en restaurant og tog en taxi hjem til båden. Vi lærte hurtigt at ”sailors midnight” er kl. 21. Vi var trætte, og trængte til at komme i seng. Sengen på båden kan vel næste kaldes en mikroovn på disse breddegrader, for sengen er en ¾ seng, og det er bagende varmt. Vi måtte hurtigt erfare at nattøj og dyne ikke hørte til under disse himmelstrøg.

Vi lejede bil i 3 dage, for at se nærmere på øen, 1. dagen kørte vi øst på, og kom hurtigt til en dejlig strand, hvor vi fik vores første svømmetur i det salte blå Caribiske vand, det var en fornøjelse at mærke vandet og varmen.
Da vi nåede til øens øst side, fulgte vi kysten mod syd, og kom til en kæmpe marina, med enormt mange både. Vi fandt hurtigt ud af at vi aldrig skulle have sat hinanden stævne i San Juan, men i stedet her på østsiden af øen. Herfra ville vi kunne sejle direkte ud i det Caribiske hav, hvor masser af øer og rev beskyttede mod de store bølger fra Atlanten.
Vi havde indtil nu, ikke set så meget til skaderne, efter de to store orkaner Maria og Irma i efteråret, men det gjorde vi, da vi forsatte længere mod syd, hvor de var gået i land. Huse, el ledninger, skove og vindmøller var smadret. Det var et rigtig trist syn, og det vil tage lang tid at genoprette skaderne. Dette syn var det værste vi så på hele turen, selv om der var skader alle steder vi kom.

Efter en uge på Puerto Rica sejlede vi afsted mod de gamle Dansk Vest Indiske øer. Vinden havde lagt sig og bølgerne havde nået en fornuftig størrelse. Vi nåede først til Øen Culebra, som hører under Puerto Rice, hvor vi gjorde holdt et par nætter i to forskellige bugter. Vi fandt en lille by hvor vi kunne få vasket tøj, og handlet lidt. Her kunne vi kaste os i bølgerne fra båden for første gang, og det nød vi. Det er noget andet at ligge for anker og være sig selv frem for at ligge ved en mole klemt inde mellem andre både i en havn.

Fra Culebra sejlede vi til Sct. Thomas, hvor vi kastede anker i bugten ud for Charlotte Amalie, som er Sct. Thomas største by. Byen er også den største Krydstogt destination i de Caribiske øer. Der kan ankomme op til godt 20.000 gæster på en travl dag. Hovedgaden ”Dronningens gade” består kun af Tax Free juveler, alkohol og souvenirbutikker, alt sammen til glæde for turisterne. Livet i byen bar meget præg af Charterturismen, var der skibe i havnen, var alt åbent, og der var folk alle steder, men var der ingen skibe i havnen, var byen tom, og kun få butikker var åbne.
Alle de steder vi besøgte bar præg af de 2 store orkaner som hærgede øerne i september. Ikke nok med de mange skader rundt omkring, men turisterne blev også væk. Butikkerne, taxi chaufførerne og dem som lever af turismen, havde hårde vilkår, for de tjente ikke mange penge i år. De klagede ikke, men erkendte at det var hårdt, men smilte og så frem ad. Optimismen længe leve.

Vi hyrede en taxi chauffør til at vise os øen, og fortælle om dens seværdigheder. Fra øens højeste punkt havde vi udsigt til fine bugter og strande samt andre øer i området. Udsigten var utrolig flot. Efter nogle dage i Charlotte Amalie, drog vi videre til nordsiden af Øen, og til den hestesko formede bugt, Magens Bay. Stranden siges at høre til en af de 10 flotteste strande i verden, og selv om stedet var forberedt med anker bøjer til masser af både, var vi de eneste som lå her for natten.
Efter fortøjningen, og den obligatoriske ankerdram, satte vi dingien i vandet, og sejlede ind til land, for at se nærmere på denne smukke strand. Her var plantet 4-6 meter høje palmer langs hele stranden, for at den hurtigt skulle komme sig efter stormen. Efter endnu en varm nats søvn, sprang KM og Jeg i bølgerne og svømmede i land, hvor vi løb en tur på stranden, og nød den dejlige morgenluft. Der var også andre som var ude at motionere, nogle løb og andre dyrkede gymnastik, men vi havde næsten stranden for os selv.

Efter morgenkaffe og frokost, sejlede vi videre til bugten Francis Bay på Sct. John, her var vi heldige både at se Rokker og en kæmpe havskildpadde. Også i denne bugt var vi ret ensomme, dog kom der et par både mere ind under aften, men slet ikke det antal området var forberedt til. Vi sejlede igen videre til endnu en bugt på Sct. John ved navn Hurricane hole, navnet får det til at lyde som om, denne bugt er sikker i al slags vejr, men vi så ved selvsyn, at det ikke var sandt. Der lå 18 både som enten var sunket, eller på anden måde smadret i orkanen.

Sct. John er den mindste af de tre Øer, men det er også den af øerne som har mest natur. Idet store dele af øen er fredet. Der er kun i et par områder på øen, hvor der må bygges huse og der bor kun ca. 4500 mennesker på øen. Da slaverne blev frie, lod de deres træk dyr gå frit, derfor kan man i dag se vilde æsler gå omkring. Vi så et par som kom gående i vejkanten.

Vi havde snakket om at sejle til De Britiske Jomfruøer en smut, hvilket vi gjorde næste dag. Det endte med at blive en blandet oplevelse. Turistorganisationen har lagt flere film ud på You tube, hvor de reklamerer for øen under sloganet ”BVI Strong”, men det sprog forstod de bestemt ikke på toldkontoret hvor vi skulle tjekke ind. De flåede os nærmest, og truede med, at det kostede kæmpe bøder, hvis vi ikke var registreret, men alligevel sejlede ind til deres øer og kastede anker. Vi betalte for at ligge for anker natten over, men skulle sejle videre næste dag. Vi fandt en restaurant hvor vi kunne spise aftensmad. Kjell spurgte hvad menuen ”The catsh of the day” bestod af. Laks sagde de, Kjell spurgte om de var fra Norge, hvortil Servetrisen nølende svarede ”Yes”. Det kan man da kalde lokalt fanget fisk.

Efter at have sovet på den dyreste ankringsplads i havnen, sejlede vi mod Sct. Croix. Vi måtte sejle for motor, for der var stort set ingen vind, og sejlturen det tog hele dagen. Vi nød den dejlig og varme sejltur, og et par gange stoppede vi motoren, og sprang i bølgerne for at blive afkølet. Vandet var helt dybblå, utroligt klart, og selv om der var godt 3 km dybt, nød vi at svømme rundt i vandet, dog med en sikkerhedsline omkring livet, for båden drev jo afsted for sejl i det stille vind.
Vi ankom til Christianssted sidst på dagen, og kastede anker uden for byen imellem en del andre både, deriblandt en anden dansk båd ”Sonic” med Charlotte og Henrik fra Middelfart ombord. De sejlede også rundt i mellem de Caribiske øer. Vi blev budt på drinks på deres båd, hvor sejlerlivets udfordringer blev vendt og drejet. De var et par rigtig dejlige mennesker, og vi havde et par hyggelige timer i deres selskab.

Vi var jo så dumme at sejle til de Britiske Jomfru øer, hvilket betød at vi nu igen skulle tjekke ind i amerikansk territorium. Vi hyrede en taxi til lufthavnen alle mand, for vi skulle alle fire registreres. Det gik der en halv dag med, og da vi kom tilbage kiggede vi lidt på byen, de gamle gader, og de danske gadenavne. Vi fandt en bar på kajen, hvor der både var øl og Wi-fi, og så lukkede vi os ellers alle fire ind i os selv for en stund. Vi blev kun vækket når ekspedienten spurgte om vi var okay, eller om vi skulle have mere. Sådan er det når moderne mennesker skal opdatere sit liv på FB.h

Vi havde aftalt med taxi chaufføren, at han næste dag skulle vise os rundt på Sct. Croix, og det blev en udbytterig dag. Vi besøgte både en botanisk have, en rekonstrueret sukkerrørsfarm, og et Rum destilleri. Han vidste en masse, og var rigtig inspirerende at lytte til, han inviterede os også i kirke om søndagen. Den opfordring tog vi imod, og det blev en stor oplevelse. Vi var de eneste hvide mennesker i kirken, men vi blev taget rigtig godt imod. Der var masser af god musik, dygtige sangere, og der blev danset imellem stolerækkerne og vi fik knus og kram, og dansede med, ja det vil vi sent glemme.

 

Imens vi var på Sct. Croix var vi på dykker tur til et par fine dykkerspots uden for Christianssted. Vi havde ikke dykker certifikat, men fik en privat instruktør med os efter en kort instruktion. Vi dykkede ned til omkring 10 meter, hvor vi så skildpadder, masser af flotte fisk samt en enkelt haj. Da vi igen kom op på båden, kom der en lille flok delfiner hen til båden, og da de blev ved med at lege omkring båden var vi flere som tog snorklen på og sprang i vandet. Det fik jeg rigtig fine billeder af, og det var en stor oplevelse at svømme så tæt på vilde delfiner.

 

Vi sejlede til Buck Øen, som var et naturreservat et par timers sejlads fra Christianssted.

Her var det flotteste turkisblå vand, og på østsiden af øen, var det fineste klare snorklevand, med koraler og fisk i alle farver. Da dagen gik på held, sejlede vi i land, og gik en vandretur rundt på øen. Det var en fin tur, som førte os til toppen af øen, hvor vi havde god udsigt ud over havet og ind til Sct. Croix.

Vores tur nærmede sig sin afslutning, vi nød bare hvert sekund vi havde tilbage. Den sidste morgen havde Kaia lavet æg og bacon til morgenmad, for at forkæle os.
Dagen gik med snorkling og afslapning, lige indtil nabobåden skulle afsted, Det var vores amerikanske ven Chris, som ikke havde kontrol over sin båd da han trak ankeret. Han sagde, at han ikke kunne få den i gear. Han drev lige ind i mod vores båd, så vi komme alle mand på dæk i et forsøg på at undgå den helt store kollision. Vi fik ham bremset, og listet forbi uden alt for meget skade på bådene, og da han fik kastet anker, opdagede han, at han havde tabt sin propel. Vi sprang i vandet med snorkel, og begyndte at lede efter den tabte skrue, og de dele som sider omkring skruen for at fæste den. Vi var så heldige at vi fandt alle delene til hans båd, og med Kjell iført dykkerudstyr, fik de samlet og monteret skruen igen. Det var en glad og taknemmelig Chris som sejlede videre.

Sidst på dagen sejlede vi tilbage til Christianssted, hvor vi spise på sushi restaurant, den sidste aften vi havde tilbage. Resten af aftenen blev brugt til at pakke vore tasker, så vi var klar til næste morgen hvor vi skulle med taxien kl. 7 til lufthavnen. Vi skulle flyve fra Sct. Croix og til San Juan på Puerto Rico, og det blev lidt af en oplevelse. Vi skulle med et lille propelfly, og der var kun 5 passagerer ombord. Fra San Juan gik turen via Philadelphia, London til København. Hele hjemturen gik godt, men det var rigtig koldt at komme hjem til Danmark.

Vi har nydt alle 4 uger ombord på 2K sammen med Le og La Capitana Kaia og Kjell. Tusind tak for en fantastisk oplevelse, og for at vi fik jer lært endnu bedre at kende. Held og lykke videre ud i den store verden.